tirsdag den 15. maj 2018

Gæsteblogger 5#: Henriette Jensen - Hvad er din yndlingsbog?


Gæsteblogger - hvad er din yndlingsbog? er et helt nyt tiltag her på bloggen. Tit bliver vi bogelskere spurgt om vi har en yndlingsbog - come on det er da ikke lige til, at svare på - men det har da ikke forhindret mig i at stille det til 12 blogger, og de 12 blogger kommer I til, at møde gennem 2018.

Åh nu er det tid til en ny omgang Gæsteblogger og denne gang kan I møde Henriette. Henriette er uddannet sygeplejeske, 2 år og bor sammen med sin kæreste og deres lille søn på Falster. Henriette har i mange år haft litteratur som sin store lidenskab og derfor valgte hun at lave sin bogblog Henriettesblog.

At skulle vælge en yndlingsbog er ikke ligefrem en nem ting at skulle gøre. Specielt ikke når man holder rigtig meget af at læse og der findes så mange forskellige genrer at vælge imellem.
Alligevel har jeg valgt to bøger. Jeg har en svaghed for biografier, så derfor faldt det mig kun naturligt at vælge sådan en som min ene bog.



Den første er Marguerite Viby – Det var sjovt at være til. Egentlig ikke fordi den er fyldt med spænding, magi og en masse andre ting, for det er den på ingen måde. Grunden til at jeg har valgt lige den, som den første er fordi jeg finder hende utrolig inspirerende. Den energi og karisma hun besad, og som tit strålede igennem på hendes film, er efterhånden en sjældenhed.
Marguerite Viby var en stor skuespillerinde for mange år siden. Hun døde i 2001, 91 år gammel, så hun er – måske – for mange af nutidens unge en ukendt personlighed. Hun var gennem årtier Danmarks revydronning og jazz-elsker.
Oprindelig stiftede jeg bekendtskab med hende via hendes datter, Susse Wolds selvbiografi, men fandt hende utrolig fascinerende – og gør det stadig den dag i dag. En stor personlighed jeg ville ønske, at jeg havde haft chancen for at møde. Desværre er bogen så gammel, at den i dag er udsolgt fra forlaget.




Som min anden bog har jeg valgt en helt anden genre. Denne gang er vi over i fantasy verdenen og befinder os i Trafallas. Jeg har nemlig valgt Grænsen til Trafallas – Den halves arv, del 1, af Julie M. Day, da det til dato er en af de bedste læseoplevelser jeg har haft.
Julie M. Day tager læseren med ind i et fortryllende og smukt univers, som jeg ikke havde lyst til at bevæge mig ud af igen. Ikke mange bøger formår at røre mig, som denne har gjort – og slet ikke på denne måde!
Grænsen til Trafallas – Den halves arv, del 1 er Julie M. Days debutroman og hvilken debut! Handlingen er altopslugende, fængslende og utrolig spændende. Man lærer hurtigt at elske Grace, Zachos, Fëra og Kanthos, dog med en vis form for distance til Kanthos. Fëra derimod er så elskelig, som kun en bedsteforælder kan være overfor sit barnebarn, og udviser samtidig en moderlig beskyttelse overfor Grace, som skal lære Trafal-las og dens regler at kende.
Selvom jeg både er helt vild med første bog i Trafallas serien, så irriterer den mig også på et plan. Hvad er det lige for en afslutning?! Den cliffhanger altså! Men samtidig er den jo ret genial, for den får en til at ville have mere. Hvad vil der ske fremadrettet? Får Grace og Zachos hinanden? Eller møder hun måske en helt tredje? Får hun lov at blive i Trafallas?
Alt dette, blandt andet, må jeg utålmodigt vente på til næste bind (suk!).

Tusind tak til Henriette for, at ville lege med og svare på dette til tider svære spørgsmål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar